Hummus med glaseret gulerødder og pinjekerner

Her er en kort, men solid gennemgang af hummusens historie.

Ordet hummus betyder simpelthen “kikært” på arabisk (حمّص). Retten hedder egentlig “hummus bi tahina” – kikærter med sesampasta.

Man ved ikke præcist, hvilket land der opfandt hummus. Den stammer fra Mellemøsten og Levanten – især områderne omkring Libanon, Palæstina, Syrien, Israel, Jordan og Tyrkiet. Alle disse kulturer har lavet variationer i århundreder.

Den tidligste kendte opskrift, der minder om hummus, findes i arabiske kogebøger fra Cairo i 1200-tallet (Mamluk-perioden). Her beskrives en ret med mosede kikærter, Tahin, eddike eller citron, samt krydderier. Dog uden præcis den samme konsistens som i dag.

Kikærter har været dyrket i Mellemøsten i over 7.000 år, og sesam i tusinder af år – så ingredienserne har været tilgængelige længe før retten blev dokumenteret.

Hummus blev traditionelt spist som morgenmad eller frokost – serveret med fladbrød, olivenolie, grønt og pickles – eller en fællesret man deler. Den var billig, mættende, plantebaseret og nem at lave – perfekt til både fattige og rige husholdninger.

I moderne tid er hummus blevet genstand for kulturel rivalisering, især mellem Libanon, Israel og Palæstina. Landene har konkurreret om verdensrekorder for verdens største portion hummus og diskuterer, hvem der “ejer” retten. For mange handler det om identitet, kulturarv og anerkendelse. De fleste historikere er enige om, at hummus er en fælles levantinsk ret, ikke én nations opfindelse.

I dag er hummus globalt. Populær i Europa og USA som sund snack. Produceret industrielt i mange varianter. Ofte tilpasset lokale smage (chili, rødbede, avocado m.m.). Men den klassiske version er stadig kikærter, tahin, citron, hvidløg og olivenolie.

HUMMUS & SUNDHED