Første gang jeg smagte koldskål, var på en lejrskole i 7-8 klasse i Aulum. Jeg skulle lige registrere smagen, men endte med at spise det flere gange, ligesom jeg hverdag fik stedet hjemmebagte brød med marmelade. Her taler vi om start 80erne.
Der er en af de helt store sommerklassikere. Den er så populær, at der kan opstå diskussioner om, hvorvidt man kan spise det til aftensmad. Vi taler niveau med jordbær med fløde. I butikkerne findes efterhånden mange variationer, og du kan næsten ikke åbne et medie uden der også er smagstest. Men breaking news. Her kommer den bedste, og den er hjemmelavet.
INGREDIENSER (4 personer)
- 1 liter kærnemælk
- 2 dl græsk 10% yoghurt
- 2 æggeblommer
- 4 spsk rørsukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 1/2 tsk vaniljekorn
- Saften fra 1 citron
SÅDAN GØR DU
- Pisk æggeblommer, sukker og vanilje sammen i en skål, til det bliver lyst og luftigt.
- Tilsæt citronsaften, og rør det godt sammen.
- Rør yoghurten i æggeblandingen.
- Tilsæt kærnemælk, og rør forsigtigt, indtil det hele er jævnt og cremet.
- Smag til – justér med mere citron eller sukker, hvis du ønsker det sødere eller friskere.
- Sæt den i køleskabet i mindst 30 minutter, så den bliver iskold inden servering. Den bliver også tykkere af at komme i køleskab.
KOLDSKÅL & SUNDHED
Det er sundere at lave sin koldskål selv. Denne opskrift er til 4 personer, pr. portion er der 229 kalorier, 11,8 gram protein, 8,8 gram fedt og 27,5 gram kulhydrat. Så den mætter og der er også gode vitaminer i.
Den klassiske version kommer man kammerjunker i. Det kan man sige vil gøre købeversionen til slik, og den hjemmelavet til en dessert.
Jeg synes både det smager bedre med min egen hjemmelavede müsli og friske jordbær. I denne version har jeg skåret dem i mindre stykker. Så versionen på billede er faktisk supersund – også som morgenmad.
HISTORIEN
Historien om koldskål går langt tilbage i dansk madkultur – faktisk helt til 1700-tallet – men den version, vi kender i dag, udviklede sig først for alvor i det 20. århundrede. De første former for koldskål dukkede op i danske kogebøger i 1700- og 1800-tallet. Dengang var det ofte en slags ølsuppe – lavet med øl, æg, sukker og brød – en simpel og billig ret. Det var en måde at bruge gammelt brød og rester på og blev serveret koldt som en forfriskende ret.
I takt med at kærnemælk blev mere almindeligt tilgængeligt (særligt i det 20. århundrede), begyndte man at lave koldskål med mælk i stedet for øl. Den moderne version med kærnemælk, sukker, citron og vanilje blev populær i 1950’erne og 60’erne, især som en sommerret.
Arla (dengang Mejeriselskabet Danmark) lancerede i 1979 den første færdiglavede koldskål med kammerjunkere i supermarkeder – det gjorde retten endnu mere populær. I dag sælges der millioner af liter koldskål hver sommer i Danmark, og det er blevet en rigtig sæsonvare, som mange forbinder med varme, sol og danske jordbær.










