Et super sundt og velsmagende brød. Det passer perfekt til noget fisk, hvor jeg har valgt røget vildlaks og topper med en klat hjemmelavet pesto og lidt frisk citron. Fungerer også perfekt til salater eller som madbrød.
OPSKRIFT
- 1 Broccoli
- 200 gram hvedemel (gerne fuldkorns øland)
- 3 æg
- 1,5 tsk salt
- 2 tsk tørgær
Skær broccoli i stykker og kom i blender sammen med æg. Når du opnår en cremet masse, kommer du den over i en skål og blander de øvrige ingredienser sammen med en håndpisner.
Kom i en brødform og drys solsikkekerner over.
Dejen hæver blot 30 minutter inden den kommer i ovnen i 25
min ved 200 grader. Mærk efter med en gaffel.
VILDLAKS
Jeg kigger mere og mere på bæredygtig og sundere fisk. En vildlaks som har levet i det fri i Alaska, er bare bedre end en laks som er opdrættet med pesticider og antibiotika ved den Norske kyst.
De to hovedgrupper er Atlanterhavs laksen som vi primært kender herhjemme og som typisk opdrættes – og Stillehavslaksen, som er en vildlaks som lever frit. Der findes 5 typer af laksefamilien, som lever i Stillehavet – herunder Alaska og Japan. Den bedste hedder Sockeye og smager fantastisk. Det er den jeg har fundet i røget form her.
For det første har den mindre fedt, men stadig masser af fedtsyrer. Dernæst lever den af skaldyr og derfor er den meget mere rød end den vi kender herhjemme, som lever af kunstfodder. Endelig er smagen mere intens, og så er det som at spise smør.











