Belgiske vafler kan faktisk være 3 forskellige, som ligner hinanden udenpå, men inden i er varieret oplevelse. Jeg oplevede den belgiske vaffel første gang på strøget i København, da jeg var ung – de serverer den stadig i boden, og det er ofte jeg har købt nogen med hjem, og varmet dem til mine sønner.
Min yngste søn spurgte forleden om jeg ikke kunne købe nogen med hjem, og derfor kom jeg i tanke om, at jeg faktisk aldrig har lavet dem her på siden.
Den version som sælges på strøget er Liège-vaflen, og derfor er det den jeg laver her. Spis den lun, med en klat flødeskum og friske jordbær – eller en kugle is.
OPSKRIFT
- 500 gram hvedemel
- 10 gram tørgær
- 1,5 dl lunken sødmælk
- 2 æg
- 50 gram rørsukker
- 1 spsk vaniljesukker
- ½ tsk salt
- 200 gram blødt smør
- 180 gram perlesukker (sucre perlé)
SÅDAN GØR DU
Alle ingredienserne kommer jeg i røremaskinen – undtager perlesukkeret. Jeg bruger mælkeskummeren til at varme mælken, og den lidt for kolde smør, river jeg. Rører det godt sammen i 4-5 minutter.
Herefter lader jeg dejen hæve i 45 minutter. Kommer perlesukkeret i dejen, og rører igen. Deler dejen i 8 lige store kugler og så er de klar til at blive bagt.
Jeg bruger spray smør til vaffeljernet.
Lad være med at bruge almindeligt sukker som erstatning for perlesukker. Det er netop de store sukkerkrystaller, der giver de karakteristiske smeltede, karamelliserede sukkerpletter udenpå og den lidt seje/klæge midte.
HISTORIEN
Belgiske vafler har faktisk en ret interessant historie — og “belgisk vaffel” er egentlig ikke én bestemt vaffel. De to klassiske belgiske typer er Liège-vaflen og Bruxelles-vaflen, og de har ret forskellig historie.
VAFLENS HISTORIE
Vafler har rødder helt tilbage til middelalderens Europa. Man bagte flade kager mellem to jernplader over ild. De tidlige vafler var ofte relativt enkle og kunne være søde eller krydrede.
I middelalderens Nederlandene — området omkring det nuværende Belgien og Holland — blev vaffeljern meget udbredt. De karakteristiske mønstre opstod, fordi jernene blev graveret med forskellige mønstre.
BRUXELLES VAFLEN
Den lette, store og rektangulære Bruxelles-vaffel udviklede sig især i 1800-tallet. Den laves med gær og en ret flydende dej, ofte med æg og smør. Resultatet er en vaffel med store, dybe felter, sprød overflade og meget let og luftig krumme. Den blev solgt på markeder, messer og i caféer i Bruxelles.
LIÉGE VAFLEN
Liège-vaflen er den jeg laver her. Den er meget anderledes. Det er nærmest en briochedej bagt i et vaffeljern. Den særlige ingrediens er perlesukker (sucre perlé). Det består af store sukkerkrystaller, som overlever inde i dejen under bagningen. Når vaflen rammer det varme jern, smelter noget af sukkeret og karamelliserer omkring vaflen. Det er derfor, den får den karakteristiske seje, smørfyldte, karamelliserede og lidt klæge konsistens. Liège-vaflen forbindes med byen Liège i Vallonien og blev især populær som gademad.
USA VAFLEN
Det er en vigtig del af historien. Ved New York World’s Fair i 1964 introducerede den belgiske restauratør Maurice Vermersch en vaffel, som han kaldte “Bel-Gem Waffle”. Den var baseret på Bruxelles-vaflen. Han serverede den med flormelis og jordbær, og den blev enormt populær. Problemet var, at mange amerikanere ikke kendte Bruxelles som belgisk by. Derfor blev den markedsført som en “Belgian waffle”. Og herfra opstod den amerikanske idé om the Belgian waffle – en stor, tyk, luftig vaffel med dybe lommer, typisk serveret med sirup, frugt, og flødeskum.








