Chelsea Buns

Det er jo egentlig bare en kanelsnegl som stammer fra Chelsea i England og har en historie helt tilbage til 1700 tallet, hvor den blev skabt i Chelsea Bun House. Både King George 2 og 3 havde sin gang i bageriet, som desværre lukkede i 1839.

Det er en klassisk gærdej, som ligger umådelig tæt op af den jeg laver. Det er tilsat lidt citron, som giver et skønt tvist.

I fyldet bruger man korender som er en tørret drue uden kerner, brun farin og kanel. Jeg har tilført Chokolade drops. Korender er ikke voldsomt kendt i dansk køkken, men minder meget om rosiner, som du sagtens kan bruge i stedet. Korender er druen Black Corinth, og smager som en rosin med megen smag. 

OPSKRIFT

  • 2 dl sødmælk
  • 50 gram smør
  • 7 gram tørgær
  • 500 gram strong hvedemel
  • 50 gram rørsukker
  • 1 tsk fint salt
  • 1 æg
  • Fintrevet citronskal (usprøjtet)

Smelt smør og kom mælken i. Herefter gær, salt og æg. Opløs sukkeret i dette, og tilsæt mel i en røremaskine. Kan også æltes i hånden i 7-8 minutter. 

Når dejen er samlet skal den hæve i en time.

FYLD

  • 60 gram blødt smør
  • 100 gram brun farin
  • 2 tsk stødt kanel
  • 75 gram korinder (eller rosiner)
  • 75 gram Valrhona chokolade drops

Det hele blandes godt. 

MONTERING

Dejen rulles ud i et aflangt stykke. Ca. 4 mm. Fyldet fordeles jævnt, men lader lidt være frit i den ene side. Så ruller man til en roulade og skærer den fint i 16 ligestore stykker. Kom i en bradepande og efterhæv i en time. 

I ovnen ved 180 grader i ca. 12-14 min. til de er gyldne på toppen