Det er en lille ø syd for Cuba midt i Caribbean, og udover øens beliggenhed, så er det første jeg tænker på, rom i højere grad end mad. Rice and Peas er nok det tætteste man kan kalde Jamaicas nationalret, og sætter man retten sammen med Jerk Chicken, så er der ikke længere nogen tvivl.
Det var min søn som har fundet retten på Instagram, og sendt en video med Jerk Chicken som han skulle have til frokost. Og så får han det selvfølgelig.
JAMAICAN JERK CHICKEN
Min søn kaldte saucen for “sådan lidt en sur sød sovs på steroider”. Og det er også saucen som er det centrale.
Jerk-metoden er dybt forankret i øens historie og kultur. Ordet “jerk” henviser både til krydringen og til tilberedningsmetoden.
Jerk-traditionen blev udviklet af Maroon-folket, efterkommere af afrikanske slaver, der flygtede fra koloniherrerne og bosatte sig i Jamaicas bjerge. For at overleve i skjul brugte de lokale ingredienser – især krydderier og pimento (allehånde) – til at konservere og smage på kød.
De gravede huller i jorden, brugte pimento-træ som brændsel og tilberedte kød langsomt over gløderne. Denne metode gav en unik, røget smag og var med til at holde maden frisk.
Jerk-marinaden er en kraftig blanding af Scotch bonnet chili, timian, hvidløg, løg, ingefær og allehånde. Kombinationen giver en stærk, aromatisk og kompleks smag, som er blevet verdenskendt.
OPSKRIFT
- 1 dl olivenolie
- 1 dl brun farin
- 1 spsk æblecider eddike
- 2 spsk soya sauce
- 2 hvidløg
- 1 løg
- 1 rød chili (hvis du ikke vil have “scotch bonnet chili”)
- 1 knold frisk ingefær
- Saft fra 1/2 lime
- 4-5 stilke Timian
- 1 tsk allehånde
- 1 tsk muskatnød
- 1 tsk peber
- Lidt brun kulør for at ramme en mere spiselig farve
Kom alle ingredienserne i en blender, og kom saucen over i en kasserolle. Varm op til kogepunktet, og saucen er færdig.
Jeg bruger her udbenet kyllinglår, hvor jeg først kommer stykkerne 20 minutter i airfryeren ved 180 grader, og bagefter giver dem lidt sauce/marinade og yderligere 5 minutter ved 200 grader.
RICE & PEAS
Selvom retten lyder simpel, har den stor symbolsk og kulturel betydning i caribisk madlavning. Peas betyder bønner, og selvom du kan bruge alt indenfor de grønne proteiner, så er de røde kidneybønner det bedste valg. Alternativt Pigeon ærter, som også er lokalt brugt, selvom de stammer fra sydasien.
Kokosmælk giver retten sin karakteristiske, cremede smag. Den repræsenterer både øens tropiske klima og de indfødte ingredienser, som præger det jamaicanske køkken.
Rice and peas er en klassisk søndagsret og serveres ofte til festlige lejligheder – fra bryllupper til begravelser. Det er en hjørnesten i jamaicansk madkultur.
OPSKRIFT
- 3 dl hvide ris (du kan vælge det du synes, men jeg bruger jasmin)
- 2 dl kokusmælk
- 2 dl kidney bønner (fungerer fint fra dåse)
- 1/2 rød chili
- 1 tsk tørret timian
- 1 hvidløg
- 1/2 tsk allehånde
- Saft fra 1/2 lime
- Salt & peber
- 2-3 forårsløg
Kog risene sammen med den dobbelte mængde vand og godt med salt. Når de er færdige – ca. 10 minutter, så tager du den overskydende vand fra.
På en pande steger du kidneybønnerne i olivenolie sammen med krydderierne. Kom risene sammen med på panden, og tilsæt kokusmælken. Smag til med lime, salt og peber.
MONTERING
Kom Rice & Peas i bunden af en skål. Læg 2 stykker kylling oven på. Hæld saucen over, og pynt med forårsløg.
Jamaican Jerk Chicken





Rice & Peas







