Dressinger er jo individuelt hvad du kan lide, og derfor kan du også altid blande en dressing som du selv ønsker det. Dressing betyder, at “pynte” på salaten.
VINAIGRETTE
SMAG : LET SYRE
Vinaigrette dressing er vel den mest klassiske, og stammer fra Frankrig – mange engelsksprogede lande, kalder også blot dressingen for French Dressing. I Danmark går den også under betegnelsen Olie/Eddike dressing, og er den ultimative basis dressing, som du kan bygge videre på.
Og det er også basis ingredienserne – en god olie og en god eddike. Og allerede der, findes der også en variant af sandheden, for du må godt udskifte eddiken med citron. Eddiken kan du så vælge at have i forskellige variationer, som fx. æblecider eddike. Den “mest” klassiske har forholdet 3 dele olivenolie og 1 del eddike.
Men basis version består af følgende :
- 6 spsk olivenolie (eller vindruekerneolie)
- 2 spsk Hvidvins eddike
- Flagesalt og Friskkværnet peber
Det er så mere eller mindre almindeligt, at man laver den tilsat 1 tsk Dijon og/eller 1 tsk Honning – og nogen endda lime eller citronsaft. Bruger du Dijon eller Honning, vil du opnå en emulsion og dressingen bliver mindre skilt i udtrykket (og smager bedre efter min smag).
Dette er mine forhold – du kan skalere op, hvis det er nødvendigt. Og husk, du kan altid selv tilpasse smagen.
THOUSAND ISLAND
SMAG : LET SØD
Da jeg var 20 år var jeg i Canada på min første rejse udenfor Danmark, og besøgte min fætter Michael, som jeg holder meget af. Han bor i Toronto, men han ville gerne vise mig en masse det smukke land, og tog mid til hovedstaden Ottawa. På vejen op, støder man ind i Thousand Island, som egentlig ligger på grænsen mellem Staten New York (som er noget andet en NYC) og nord for Toronto. Thousand Island er faktisk tusind små øer i et stort vandområde – og super smukt.
Jeg er så heldig, at jeg kan sige, at jeg har besøgt der hvor min yndlingsdressing igennem firserne kom fra – hvor vildt er det lige.
Der findes flere forskellige variationer af denne dressing, men denne kan jeg godt lide.
- 2 dl Græsk inspireret yoghurt
- 2 spsk Mayonnaise (helst hjemmelavet)
- 1 spsk Tomatpure
- 1 Rød peberfrugt (grillet og uden skind)
- 1 tsk Paprika
- 1 spsk Engelsk sovs
- 5 Cornichoner (finthakket)
- Smag til med flagesalt
ITALIAN DRESSING
SMAG : LET BITTER
Et lidt mærkeligt navn, for den er egentlig amerikansk. Og hvad er egentlig en original italiensk dressing ? I virkeligheden blot olivenolie, salt og peber – og hvis man gør lidt ekstra ud af det, en smule balsamico som er den italienske version af en vineddike – eller måske mere præcist en druemost eddike. Den er lagret på fade og har ofte en stor sødme i sig selv. Originalt kommer den fra Modena.
Denne dressing er således en kommerciel fortolkning. Du kan bruge den som dressing til et stykke kød, i en burger, men også i en salat, hvor selve salaten har en frisk eller let smag.
INGREDIENSER
- 5 spsk Olivenolie
- 1 spsk basamico
- 3/4 Peberfrugter
- 1 tsk Oregano
- 1 luns frisk Dild
- 1/5 Frisk Fennikel
- 1/4 Løg
- 1 fed Hvidløg
- Flagesalt
Det hele skal blendes og stå på køl en times tid inden servering (så falder smagene bedre sammen)
Jeg har jo tvistet en smule fra den originale opskrift, som fx. har sukker i, men fordi jeg bruger friske krydderurter og balsamico, så bliver sukker for meget.
YOGHURT MAYONNAISE DRESSING
SMAG : LET SØD – UMAMI
Denne dressing bruger jeg til de salater som kræver en lidt mere cremet dressing.
- 2 spsk Laktosefri Græsk inspireret 10% yoghurt
- 2 spsk Mayonnaise (helst hjemmelavet)
- 1 spsk balsamico
- Salt og friskkværnet peber
Hvis du skal lave den klassiske Broccoli salat, er denne helt perfekt, men du kan faktisk også bruge den til en lækker skinkesalat.
Basen er også god til Kartoffelsalat, og hvis du gerne vil have lidt sennepsmag, kan du blot tilføre en god grov sennep – alt efter smag (og huske at skalere op).
YOGHURT DRESSING
SMAG : LET SYRE
Denne dressing er basen til en klassisk krydderurter dressing. Basen er faktisk den samme til alle, men du tilsætte præcis de krydderurter som du synes eller selv kan lide.
- 2 spsk Laktosefri Græsk inspireret 10% yoghurt
- 2 spsk Olivenolie
- 1 tsk Eddike (rødvin, hvidvin eller balsamico) vælg selv.
- 2 spsk Friskpresset citronsaft
- Salt og friskkværnet peber
- Purløg efter smag (men du kan også vælge andre krydderurter)
Krydderurter af eget valg, men purløg og/eller persille fungerer godt
CEASAR SALAD DRESSING
SMAG : UMAMI
Ceasar salad er opfundet af den italienske køkkenchef og hotelejer Cesare Gardini. Den originale restaurant hvor salaten i øvrigt stadig mixes ved bordet og serveres hver dag, ligger på den mexicanske side af grænsen – i byen Tijuana. Cesare blev kaldt Ceasar som hans restaurant og den salat han opfandt i 1924. Den originale har ansjoser (men der er faktisk også ansjoser i Worcester sauce) i og ingen yoghurt.
- 3 spsk Hjemmelavet mayonnaise
- 3 spsk græsk yoghurt
- 1 tsk Worcester sauce
- 3-4 spsk fintrevet parmesan
- 1 fed hvidløg
- Saft fra 1/2 citron
- Smag til med flagesalt og friskkværnet peber
Denne dressing kan bruges som grund element til mange burgerdressinger.
CHIMICHURRI DRESSING
SMAG : LET SYRE – UMAMI
Denne dressing er en af Lines yndlings, og derfor skal den selvfølgelig med. Den har sin oprindelse i Argentina og Uruguay. Det er en krydret sauce eller marinade, der traditionelt bruges til grillet kød, især oksekød, men fungerer virkelig godt i salater. Oprindeligt blev Chimichurri skabt af gauchos (de man kaldte de argentinske cowboys), der brugte urter, hvidløg og eddike for at forbedre smagen af deres kød. Saucen er sidenhen spredt internationalt og er blevet en populær smagsgiver til forskellige retter.
- 1 dl Olivenolie
- 1 spsk rødvins eddike
- 1 tsk Oregano
- 1 Hvidløg
- 1 Rød Chili
- 1 dusk bladbladet persille
- Smag til med flagesalt og friskkværnet peber
TIPS & TRICKS
SALATSLYNGE
For dressingen kan sætte sig på salaten, er det vigtigt at reducere vandet. Man skal jo sørge for sin salat er ren, men det er også vigtigt, at salaten er relativ tør til at tage imod dressingen.
DE 5 SMAGSVARIANTER
Surt, Sødt, Salt, Bittert og Umami er de 5 smagsoplevelser der altid skal være til stede i en ret – ogsåledes også i en salat. Så smagshjulet her !
Desuden er det også godt for oplevelsen, at du har forskellige konsistenser – som fx. nødder som knaser.















