I slutningen af 1900 tallet – før terror, var jeg på en af mine USA rejser forbi IHOP – International House Of Pancakes. Her smagte jeg den skønnest (usunde) pecan syrup, og jeg spurgte servitricen om jeg ikke kunne købe noget med hjem. Lidt efter kom hun med en gallon – 3,5 liter som jeg fik for 8 dollar. Heldigvis kunne jeg få den med som håndbagage, og jeg havde den i mange år.
Da jeg lavede mit tema indlæg om nødder, kom jeg til at tænke på denne syrup, og på om jeg kunne lave den selv.
Jeg startede med at riste pecan nødderne, herefter i en blender til det blev en grov creme. Jeg tænkte det kunne virke som peanutbutter, men ikke helt. Så jeg tilførte ahornsyrup, og endt med en pænt tyktflydende syrup sauce. Når jeg varmer den bliver den pænt flydende, men som kold kan den næsten ikke komme ud af flasken.
Alt efter om du vil bruge den på pandekager, is eller french toast – måske en milkshake, så kan du gøre den tyndere ved at tilsætte en neutral olie.
Så der er ikke rigtig nogen opskrift andet end som beskrevet – mængderne tilpasser du selv alt efter hvad du vil opnå af tykkelse.
Det smager fantastisk.




