Amaretto Sour

Igen er det min niece som har anbefalet mig en skøn cocktail, og så kan man allerede nu forvente, at det er i den søde ende. 

Amaretto er en italiensk mandellikør uden mandler, men lavet på abrikoser ligesom billig marzipan. Disaronno Amaretto likøren er fra 1525 og den originale. Den bliver produceret i Saronno i Italien. Den beskrives som en blanding af abrikoskerneolie med alkohol, brændt sukker og ren essens fra 17 urter og frugter. Flasken er en rektangulær karaffel, der er designet af en håndværker fra Murano. 

Cocktailen derimod er opstået på en bar i USA i 1970erne, og bestod oprindelig af Amaretto og “sur-mix”. Siden har den anerkendte bartender og forfatter fra Portland, Jeffrey Morgenthaler tilføjet æggehviderne og frisk citron – og i dag ses cocktailen som en af de klassiske. 

INGREDIENSER

  • 4,5 cl Amaretto
  • 3 cl Friskpresset citronsaft
  • 2 cl Bourbon Whisky
  • 1 cl Gum sirup
  • 1/2 æggehvide

Det hele shakes godt med is, og kommes i et cocktailglas. Pynt med de rigtige Maraschino kirsebær som passer perfekt i smagen.