Så skal vi have en af de klassiske Champagne coctails, French 75. Den stammer – som mange andre – fra Harrys New York Bar i Paris.
Som så mange andre drinks, så er det svært at lige finde den præcise opskrift. Harry’s New York bar eksisterer stadig, og selv på deres hjemmeside, er den lavet lidt om fra den originale, som Harry i sin tid selv har udgivet.
Der er også en version med cognac, hvilket hænger sammen med netop den originale opskrift som havde Applejack, som er en brændevin lavet på æbler, efter cognac metoden. Calvados som jeg har valgt, er en “applejack” fra distriktet Calvado som ligger Normandiet – altså den nordlige del af Frankrig.
Den French 75 man kender i dag, er ikke speciel stærk, og derfor lidt misvisende for navnets oprindelse. 75 er størrelse på en fransk kanon som blev brugt i krige, og havde et ordentlig smæk på – og dermed symbolikken i en drink som “slog hårdt”.
- 1 del Calvados
- 1 del Dry Gin
- 1/2 del grenadine
- 1/4 del citronsaft
Shakes og fyldes i et champagneglas af typen “fløjte” over en strimmel citronskal.
Toppes med en god Champagne, hvor jeg har valgt James Bonds yndling – en Brut (tør) Bollinger.

